Mops Tulle syg, måske med PDE

 På vej hjem fra MRI scanning.. Stadig fuld af bedøvelsen og træt.. Så man blev puttet godt ind i dynen hele vejen hjem fra kbh til Slagelse...

 Gaaab.. Det var hårdt at sove mens der blev lavet den scanning af hovedet.. Ser helt syg ud med plaster på, og barberet på benene...

 Har fået en hyggeplads i sofaen ved siden af mig, selvom det førhen var forbudt område.. Men hun skal bare ha al den kærlighed og omsorg hun overhovedet kan få nu ...

                                             Mops Tulle 5 December 2012.. 4 år gammel...

Den sidste tid har været rigtig hård. Forrig mandag gik Tulle i krampe om natten og om morgenen tog vi til dyrlægen som undersøgte hende og tog en masse blodprøver, han kunne intet finde og sagde at det kunne være epilepsi, nogle hunde får et anfald i livet andre mange, men at vi måtte se tiden an da man ikke bare propper hunden med medicin uden grund..
Vi tog lidt lettede men selvfølgelig nervøse hjem igen.. Tulle havde det helt fint og var sig selv, legede og hyggede som normalt indtil om lørdagen hvor jeg var afsted og shoppe til Scrap a mania, Der ringede rene ved middags tid og sagde Tulle virkede lidt usikker i hendes gang og han var bange for at noget var galt igen.. Jeg sagde han liige måtte give det lidt tid.. Men igen omkring halv tre ringede han at nu væltede hun rund.. Jeg strøg hjem mod Slagelse så hurtigt jeg kunne og havde samtidig fået talt med en fantastisk kvinde jeg kender som også har mopse, og hun gav mig gode råd til hvad jeg kunne undersøge osv og til at vi tog til Københavns dyrehospital, men det var efter alm åbningstid så det var som en skadestue så man kunne ikke ringe og snakke med dem.. Da jeg kom hjem væltede Tulle rundt, det var Skrækkeligt.. Hun kunne ikke gå rigtigt, det ene ben kunne hun ikke løfte, det trak hun efter sig, mens ballancen var helt forkert og hun gik ind i alt og gik rundt om sig selv da hun væltede...
Vi strøg afsted til dyrehospitalet og hele den lange vej halv sov hun og stønnede efter vejret i bilen og kunne ikke holde hovedet rigtigt det hang lidt til den ene side så hun lå op ad mig i bilen i en dyne for at passe på hende...
Dyrlægen undersøgte hende, prøvede en masse ting, men da vi kom der kunne hun godt gå rundt, hun gik ind i noget lidt gange men væltede ikke længere..
Han mente ikke det var alarmerende men kunne ikke sige hvad det var, men gav mig ret i at det formentligt var noget oppe i hendes hovede siden det havde påvirket ballancen mm. men han sagde at var det hans egen hund, ville han vente til mandag til normal priser og få hende til egen dyrlæge og evt overveje en MRI scanning.. Han gav hende et skud Binyrebaromon for at tage trykket hvis der var noget der trykkede og gjorde ondt på hende, selvom hun virkede helt smertefri..
Da vi  kom hjem tonsede hun lidt forvirret rundt og kunne ikke finde ro, hun registrede ikke så hurtigt når jeg kaldte på hende, og hun virkede nedtrygt.. Hun sov lidt efter nogle timer og da hun rejste sig og gik forvirret rundt igen kunne hun ikke finde rundt, hun gik ind i sengen da jeg kaldte på hende og var lidt tid om at finde mig, så kikke hun lidt tom i blikket på mig og væltede om på siden og gik i krampe.. et anfald der varede 1-2 minutter og var virkelig frygteligt.. Det lignede et epileptisk anfald men bare værre og længere tid og med extrem meget fråde ud af munden.. Da det stoppede drejde hun rundt om sig selv på numsen hun kunne ikke løfte bagpartiet og så gik hun i krampe igen, jeg var i CHOK, det var så smertefuldt at se ens hund sådan.. Jeg troede virkelig hun ville dø fra mig lige der..
Jeg ringede til veninden der vejledte mig tidligere og hun sagde hun var bange for at det var PDE da hun har haft en mops der døde af det og ja så kørte vi igen til københavn med hende, jeg turde ikke tage "ansvaret" for at stå med hende derhjemme og ikke kunne gøre noget som helst og være så langt fra dyrlæger  der måske kunne hjælpe hende.. Hele vejen derind sov hun næsten og trak vejret meget tungt som om det var hårdt det her...
Inde ved dyrlægen rendte hun tumlende og lidt disorinteret rundt og gik ind i ting og stønnede en del efter vejret, men virkede mere frisk igen..
Dyrlægen forstod intet, hun var jo nærmest frisk igen da hun kom ind til ham, men da han så den video jeg guskelov havde optaget af hendes krampe anfald kunne han godt se det så skrækkeligt ud og varede ret længe..
Han indlagde hende og gav hende noget medicin så hun kunne få ro til at sove og så ville de observere hende ( de har døgn åbent)
Næste morgen ringede de, der havde intet været så de gav hende ikke mere medicin men de ville gerne beholde hende og tage forskellige blodprøver og stadig observere hende og ringe til landbohøjskolen( i gammel tale) om mandagen og få en tid til MRI scanning af hovedet..
Mandag ringede de igen, blodprøverne var alle fine der var intet tegn på noget som helst galt, desværre kunne de nok først få presset hende ind onsdag morgen til scanning, og de ville gerne beholde hende så de kun skulle give hende medicin hvis hun fik anfald, og ikke forebygge da det kunne gøre at man måske skjulte noget som scanningen så ikke kunne vise og så ville de gerne tage nogle andre blodprøver også.. Vi tog ind til københavn for at besøge hende mandag aften hvor vi gik tur med hende og nussede og hyggede med hende, hun var helt oppe at kører af  glæde da vi kom alle 3 men havde så hurtigt travlt med alt andet og virkede helt som normalt, gøede af andre hunde og ejere og ville gerne se hvad alle andre lavede osv.. intet forkert at bemærke.. Det var svært at efterlade en hund der udadtil virkede helt rask, og vide hun igen kom i bur mens vi tog hjem..
Tirsdag fik vi afvide at også de blodprøver var helt fine, der var intet at finde unormalt og hun havde det stadig godt og var frisk osv men de ville stadig beholde hende og så skulle jeg komme onsdag morgen og hente hende og kører hende til scanning til kl 8..!
Da jeg kom ind var hun helt oppe at kører, hun pev af savn, som om det var hundrede år siden hun havde set mig.. Hun var slet ikke til at styre hun pev hele vejen til scanningen fordi hun ikke kunne komme op på skødet af mig mens jeg kørte bil, men måtte blive liggende i en dyne på forsædet...
Da vi kom frem ville hun slet ikke vie fra min side, og var ikke helt glad da en læge kom og snakkede med mig og tog hende med..
Vi aftalte at de lavede den MRI scanning, men at jeg ikke ville løbe den risiko der kan være ved en rygmarvsprøve som lægen havde talt om, så den skulle de ikke tage med mindre de kunne se den var helt galt så ville de ringe til mig og spørge igen..
Jeg brugte så 6 timer i københavn indtil de ringede at nu måtte hun gerne hentes..
Så skulle Tulle endelig med hjem .. helt hjem :)
Prøve svaret ville de tale om torsdag til morgenmødet og sende en epikrise til dyrlægen om eftermiddagen.. Så vi tog hjem og ventede.. Men vi hørte intet.. hverken torsdag, fredag, lørdag eller søndag.. Mandag ringede jeg så ind, men Veterinesygeplejersken kunne ikke se de havde noget svar der så hun lovede en dyrlæge ville ringe til mig senere... Gik og ventede.. men intet skete...
Tirsdag ringede jeg igen ind.. igen en veterinesygeplejerske der ikke kunne se noget svar men sagde en dyrlæge ville ringe... Jeg ringede så til landbohøjskolen for at høre om de havde sendt svaret til dyrlægen, det kunne en veterinesygeplejerske derinde ikke se, så hun ville sende besked til dyrlægen der havde scannet tulle om at de skulle sende den epikrise til dyrlægen på københavns dyrehospital...
Da kl var 15 havde dyrlægen stadig ikke ringet, så jeg ringede ind efter hånden lidt utålmodig- og spurgte efter en dyrlæge, men hun lovede de nok skulle ringe senere...
Halv seks ringede han.. Der var intet svar kommet ind til dem endnu, så han ville også ringe og presse på for svar om onsdagen..
Igår onsdag ringede dyrlægen så om formiddagen da jeg var i byen med kevin...
Han var ked af at fortælle at der var noget betændelse i den ene hjernehalvdel som pressede på og derfor forårsagede de anfald, ballance problemer osv som Tulle havde haft og at det desværre var den skrækkelige sygdom der kan ramme mopsen PDE, en hjernesygdom med dødelig udgang, der ikke kan helbredes og som man endnu ikke ved hvorfor den kommer... Den slår til ud af det blå og man kan intet stille op mod den og enten vil hunden dø selv eller ejerne må sige farvel til den pga lidelser lige pludselig..
Den er kendt i udlandet men i Danmark kender dyrlægerne ikke rigtigt til sygdommen...
Så der er ikke meget info og hjælp at hente herhjemme omkring det..
Han sagde at hang Tulle meget med hovedet og virkede flakkende i øjnene mm, så kunne man give hende noget binyrebarkomon som kunne tage trykket i hjernen måske... men det var det eneste man kunne gøre...

Jeg takkede ham for svaret selvom det ikke var noget godt...
Men jeg var fortvivlet, for de fleste tilfælde der går det kun ned ad bakke, hunden får det ikke
bedre, de kan proppes med en masse medicin for at holdes lidt længere i live, men de bliver ikke raske..
Men min lille Tulle har været rask siden søndag.. ihvertfald udadtil jo..

Jeg ringede og snakkede med veninden med mops som heller ikke forstod diagnosen, og fik snakket med dyrlægen..
De kan ikke sige hvad det ellers kan være hvis det mod al forventning ikke er PDE...
Man kan tage en rygmarvsprøve som også kan give et preg om det er PDE, men stadig er det ikke 100% sikkert, hunden kan blive lammet eller syg hvis de stikker forkert og den risiko vil jeg ikke udsætte Tulle for... Det ikke det værd.. For selv med et svar vil det ikke ændre noget andet end viden..
Der er så mulighed for at lave en DNA test som viser om forældrene er bærer af PDE , om den ene er det eller ingen af dem er det.. Er ingen af forældrene bærer af sygdommen, så kan Tulle ikke have den..
Vi kender ikke forældre dyrene, men denne test er en podning i munden på hende der ikke kræver man kender forældrene..
Jeg har vendt og drejet mig hele natten... Hver gang Tulle har sagt en lyd, eller rykket sig slog jeg øjnene op..
Jeg er SÅ bange for at miste hende..
Jeg har besluttet at undersøge det med den test og se om vi kan få lavet den..
Den kan ikke ændre på hvordan hun har det, men den kan måske give os ejere vished omkring om
hun kan have PDE eller ej...
Ja det flere penge men med alle de mange mange tusinde vi har givet ud til dyrlæger og undersøgelser, vil jeg også gerne gøre det her, for måske at få lidt mere sikkerhed selv...

Det godt nok svært..
Man siger altid- Det er bare en hund-
men når først ens hund er så hjælpeløs syg og man står magtesløs og forvirret, så skær det i hjertet,
man er bange for at miste, for det ikke bare en hund, det et medlem af familien, kevins bedste ven, hun kan få mig til at rejse mig fra sofaen når jeg er helt nede, få en til at smile på en trist dag, giver
en masse glæder og oplevelser i hverdagen...
Hun er som en baby der piver når man har været væk og skal op og nusses og holdes om når man kommer hjem hvor hun glad står og venter..
Det ikke "bare" en hund..
Føler det mit ansvar som ejer at finde ud af hvad der er galt, og hvad man kan gøre eller ikke gøre for hende....

Indtil videre må jeg prøve at nyde hver en dag med hende, forkæle hende og være så meget sammen med hende som muligt- vi ved jo ikke om hun er her næste dag...
om hun dør eller overlever... For PDE kan man ikke overleve...

Jeg føler jeg er nød til at skrive vores historie om vores lille mops her fordi der måske er andre mopsejere der en dag står i det her og intet aner om det.. og måske kommer til denne blog når de søger på det...

Min mops er kun 4 år..
Kan ikke forestille mig det allerede er slut.. at vi kun har fået 4 år med hende når
mopsen kan blive 8-16 år.. Det føles så uretfærdigt...
Hun er sund og rask og lever et godt liv, er ikke overvægtig osv og så rammer noget
hende som man ikke er helt sikker på hvad er...
Vi nød til at have dyrlægens dom med i baghovedet og nyde hver en dag med hende også selvom det ændre vores hverdag...
 Ved ikke hvad jeg skal tro og gøre pt...

Jeg er glad for den fantastiske pleje og vejledning og hjælp de har været inde på Københavns dyrehospital på poppelstykket 11 i kbh og kan varmt anbefale andre at bruge den dyreklinik..
De virkelig professionelle og tager sig godt af dyrene, og så det jo både dyrlæge og skadestue så
der er åbent hele døgnet, det giver også en tryghed at ens dyr er indlagt hvor der er personale døgnet rundt...

Hele min hverdag er pludselig ændret, den smule juleglæde jeg havde fundet frem er væk..
Jeg var startet på min December dagbog, men lige nu er der ingen energi eller lyst til at lave
den.. Jeg håber det kommer igen...

Jeg er ked af jeg ikke får kommet rundt og kommenteret på blogge som jeg plejer, men energien er bare på et meget lille sted lige nu.. men jeg følger lidt med...

Tak til alle der støtter mig igennem denne svære tid, både i grupper, på facebook og IRL..
Jeg værdsætter hvert et ord og hvert et kram...